mandag den 25. april 2016

LÆRINGSMÅL

Her er mine læringsmål for tredje praktik: 
Beklager det hvide der kommer i teksten nogle gange, det har ingen mening, jeg er bare ikke teknisk nok til at fjerne det.



Mål: Jeg vil undersøge institutionens inklusionskultur samt behovet for inklusion på institutionen.


Metode: Jeg vil gå i dialog med børnene og høre hvilke behov de har for inklusion samt hvordan de ser inklusion i institutionen.
Jeg vil læse litteratur om inklusion.


Mål: Jeg vil forsøge at få kendskab til hvordan arbejdet på en NGO institutionen forgår.

Metode: Jeg vil interviewe min leder (social worker) og derigennem blive klogere på hendes arbejdsrolle. Derudover vil jeg igennem mit daglige arbejde på institutionen, igennem deltagende observationer, få førstehåndserfaringer med hvordan arbejdet på en NGO institution foregår. Jeg vil føre logbog over mine observationer.

Mål: Jeg vil skabe en forståelse for institutionens kultur, arbejdsmetoder og pædagogik, og for så vidt muligt tilpasse mig.

Metode: Jeg vil lave deltagende observationer og gå i dialog med personalet. Jeg vil føre logbog over mine refleksioner omkring mødet med en ny institutionskultur, som tilmed også er en del af en anden kultur (Filippinerne). Jeg vil reflektere over de forskelle der er mellem en dansk institutionskultur og pædagogik og en filippinsk institutionskultur og pædagogik. Jeg vil læse litteratur om kulturmødet.


Mål: Jeg vil planlægge, organisere, gennemføre, dokumentere og evaluere et udviklingsprojekt med fokus på hygiejne.

Metode: Jeg vil undersøge stedet børnenes hygiejne og forbedre den, primært mund og hånd hygiejne. Dette vil jeg gøre ud fra viden om hygiejne og med afsæt i sundhedspædagogik. Jeg vil være særligt opmærksom på de etiske dilemmaer der kan være i at forsøge at ændre en hygiejne-kultur når jeg kommer fra et velstående vestligt land, hvor viden om hygiejne er velkendt og udbredt. Således at det ikke bliver set som en kritik af et tredjeverdens land, der måske ikke har tilstrækkelig viden om sundhed eller ressourcer til at sætte ind i forhold til hygiejne, da der er mere presserende problemer i børnenes liv.


Mål: Jeg vil udvikle min egen professionsidentitet. Jeg vil reflektere over de forskelligheder der er ved at være uddannet dansk pædagog og social worker på Filippinerne.

Metode: Jeg vil observere i dagligdagen og skrive mine refleksioner ned i min logbog. Jeg vil læse pædagogernes kompetenceprofil. Jeg vil undersøge, hvilken uddannelse mine kollegaer har.


Mål: Jeg vil øve mig i, at kommunikere verbalt og non-verbalt med børnene.

Metode: Inddragelse af alternativ kommunikationsmetoder, med de børn der ikke taler engelsk. Jeg vil læse litteratur om alternativ kommunikation


Mål: Jeg vil øve mig i, at være mere tålmodig og reflektere over min egen praksis.

Metode: Jeg vil anvende refleksionscirklen i forhold til mine refleksionsprocesser. Jeg vil skrive mine refleksioner ned i min logbog.
Jeg vil øve mig i at opnå større tålmodighed ved at tælle til 10, trække vejret dybt når jeg bliver frustreret, arbejde med at være anerkendende og læse Berit Bae, se et foredrag om robusthed på www.robusthed.dk


Mål: Jeg vil blive opmærksom på egne grænser i det professionelle arbejde. (fx ved håndtering af konflikter)

Metode: Ved at dokumentere i min logbog og snakke med mine kollegaer når jeg oplever noget der kan være grænseoverskridende for mig. At jeg bliver tydelig i min grænsesætning. Jeg vil læse litteratur om konflikthåndtering.


Hilsen Sine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar